Jeg nød min fødselsdag

For første gang i flere år har jeg virkelig nydt min fødselsdag. Det føltes rigtigt og jeg kunne finde ud af at tage imod forkælelse. Det var bare den bedste dag længe!

Hæklerier

Jeg er blevet bidt af en gal hæklenål, og har produceret et par små ting fra sofaen. En fluesvamp og en pindgris. Det er virkelig noget jeg hygger mig med, og kan allerede mærke at mit hoved arbejder hurtigere end fingrene. Har de første 10 ønskeprojekter der ligger i kø for at blive til - en elefant er på vej, og en girafhue til ungerne :))

En sælunge

Jeg har siddet og puslet med en sæl-sovedragt til en sød lille pige, som lige er blevet født. Det var et større projekt, og jeg fik virkelig udfordret mig selv syteknisk. Derfor var det en ekstra stor gevinst at den viste sig at passe perfekt til lillepigen, som nu ligger og luner sig i den :)

En træt mor

Men rigtig glad. For det gik godt i børnehaven med fastelavn og ungernes kostumer. Og så var der heldigvis ingen udklædningskonkurrencer, så der var plads til alle! Både os der gerne ville sy selv, og dem der ikke havde. Det er sådan det skal være - ingen forskel på nogen, alle har en fest og det er det som er vigtigst!

Lidt bange

Når man nu ikke (endnu) er bundstabil skiløber, så mærker jeg ærlig talt et lille stik af angst når jeg står her og kigger ned....




Men det gik godt, ingen styrt :)

Buzz Lightyear kostume

Jeg kæmper en kamp i øjeblikket (men af den gode af slagsen) med at lave et Buzz Lightyear kostume til min søn, Pelle, på 3 år. Det var hans højeste ønske til fastelavn, så selvfølgelig laver jeg et kostume til ham :)

Det er svært og meget udfordrende, men jeg elsker sådanne projekter! Her ses lidt fra processen...

Torsdag aften skal den være færdig! Har netop dyppet hvide vanter i lilla tekstilfarve, for detaljerne har han styr på!

Det kan jeg altså ikke klare

Sådan noget med død. Det synes jeg er blevet en meget svær ting efter jeg har fået børn. Det er længe siden jeg har oplevet dødsfald i min nære familie, men oldeforældrene falder jo naturligt nok fra. Det er bare som om det ikke er helt det samme. Det er naturligt, de bliver gamle, og på et tidspunkt går det ikke længere.

Men uretfærdig død, pludselig død, smertende død. Det er virkelig svært for mig. Tanken om at miste dem jeg har allermest kær, kan gøre utrolig ondt og jeg er efterhånden god til at lukke af for det. Jeg vil ikke tænke på det mens jeg og mine nærmeste har det godt, jeg vil ikke blive bange for at leve og nyde kærligheden, fordi frygten fylder. Så derfor har frygten for døden fået en kasse i min hjerne, som jeg i ny og næ kigger i, men lukker omhyggeligt igen bagefter.

Igår så jeg denne bog på udsalg. Faldt for den nuttede forside. Kunne næsten regne ud den handlede om død, da jeg læste overskriften, så jeg bladrede i den. Hver eneste side gjorde mere ondt end den foregående. Det gik op for mig at bogen handlede om en lille mus/muldvarp, som havde mistet sin bror eller søster. Emnet er meget vigtigt, især for børn, og især for Silje da jeg ved hun spekulerer på døden efter oldefar måtte forlade livet. Hun ville have glæde af bogen, men den var simpelthen så inderligt illustreret, at jeg var tæt på at stå der midt i storcentret og tude over den stakkels lille muldvarp som nu var helt alene (selvom den stadig havde sine forældre, som var søde til at trøste). Jeg kan ikke klare tanken om at mine børn skal miste hinanden eller os, og jeg kan ikke holde tanken ud om at de skal miste deres forældre. Jeg er nødt til at håbe på at livet vil os det godt, for det andet kan jeg knap rumme...

Sur og barnlig

Sidder til 2D-3D workshop på studiet, og er sur. Sur fordi jeg er gået i baglås. Sur både på min kuglepen, mig selv og på konceptet. Og sur over at jeg er sur, for jeg synes faktisk det er lidt barnligt.

Jeg opdagede, til min store gru, at min streg ikke har ændret sig siden jeg var 5 år og tegnede voldsomt grimme tændstikmænd. Ville faktisk gerne have rykket mig bare lidt siden dengang, men nu kan jeg konstatere, at det har jeg ikke. Jeg er u-kreativ og ideforladt. Det har jeg det dårligt med, og så sker der noget kemisk; jeg går i baglås.

Så sidder man der på workshoppen, og kan pludselig mærke fremmede hænder på mine skuldre og en stemme sige: "Du er da vist gået lidt i baglås hva?". Nå er jeg det? Det havde jeg slet ikke lagt mærke til. SÅ HJÆLP MIG DOG. Men min frelser gik, og lod mig soppe rundt i min elendighed. Og så tænker jeg: Kæmp for det!

... lidt efter fandt jeg mig selv siddende tilbagelænet med hænderne over kors og mulen nedadhængende. You go girl! God kampvilje, må jeg sige....