Sådan noget med død. Det synes jeg er blevet en meget svær ting efter jeg har fået børn. Det er længe siden jeg har oplevet dødsfald i min nære familie, men oldeforældrene falder jo naturligt nok fra. Det er bare som om det ikke er helt det samme. Det er naturligt, de bliver gamle, og på et tidspunkt går det ikke længere.
Men uretfærdig død, pludselig død, smertende død. Det er virkelig svært for mig. Tanken om at miste dem jeg har allermest kær, kan gøre utrolig ondt og jeg er efterhånden god til at lukke af for det. Jeg vil ikke tænke på det mens jeg og mine nærmeste har det godt, jeg vil ikke blive bange for at leve og nyde kærligheden, fordi frygten fylder. Så derfor har frygten for døden fået en kasse i min hjerne, som jeg i ny og næ kigger i, men lukker omhyggeligt igen bagefter.
Igår så jeg denne bog på udsalg. Faldt for den nuttede forside. Kunne næsten regne ud den handlede om død, da jeg læste overskriften, så jeg bladrede i den. Hver eneste side gjorde mere ondt end den foregående. Det gik op for mig at bogen handlede om en lille mus/muldvarp, som havde mistet sin bror eller søster. Emnet er meget vigtigt, især for børn, og især for Silje da jeg ved hun spekulerer på døden efter oldefar måtte forlade livet. Hun ville have glæde af bogen, men den var simpelthen så inderligt illustreret, at jeg var tæt på at stå der midt i storcentret og tude over den stakkels lille muldvarp som nu var helt alene (selvom den stadig havde sine forældre, som var søde til at trøste). Jeg kan ikke klare tanken om at mine børn skal miste hinanden eller os, og jeg kan ikke holde tanken ud om at de skal miste deres forældre. Jeg er nødt til at håbe på at livet vil os det godt, for det andet kan jeg knap rumme...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar