Idag var Mette og jeg på kirkegården. Vi havde talt meget om, at det ikke for os er meget vigtigt at besøge farmor og farfar på kirkegården. De lever i vores minder om dem, og egentlig tror vi ikke på, at de venter på os ved gravstedet. Alligevel er det rart at komme der og sende en tanke til dem. Tænker tit på dem. Især på farfar. Han levede længere end farmor, hun døde for mange år siden, så mit billede af farfar står mere klart i min hukommelse. Savner stadig min farfar tit. Han døde lige inden jeg fødte Silje. Men han vidste det var en pige, før jeg selv vidste det. Når jeg fortæller Silje at min farfar og farmor er døde, bliver hun alvorlig og siger øv. Hun lover mig, at jeg gerne må låne hendes. Ville nu gerne ha mine egne, men nyder de gode minder jeg har fra dem. Feks er duften af drivhus og tomatplanter direkte adgang til minderne om min farfar, og duften af roser og lyden af duer, adgangen til minderne om min farmor. Og det vil aldrig høre op. Det er én af de ting lyde og dufte kan - de kan sidde så dybt begravet i os, at vi aldrig helt slipper dem!
Ingen kommentarer:
Nye kommentarer er ikke tilladt.