Jeg har mere eller mindre givet Silje min barndoms ét og alt. Oswald. Hvis min mor læser dette, så tror jeg hun falder om. Oswald har fulgt mig i tykt og tyndt siden jeg var 2 år gammel og fik lov at vælge ham. Kan huske han sad på øverste hylde, måske i et supermarked? Jeg elsker ham, og han har altid ligget i min seng. Han kender alle mine tanker og kender utallige hemmeligheder. Ku han dog bare snakke og fortælle mig alt det jeg engang betroede ham. Hvad mon jeg sagde dengang? Han har små ar. Jeg har bidt lidt i hans næse, og hans stakkels armhuler er tynde efter mange hårdhændede bade i badekaret i haven. Tørringen var værre, jeg hang den våde og tunge abe op på tørresnoren. Stakkels fyr.
Men nu har Silje overtaget ham. Jeg ønskede det selv. Hun putter med ham og synes han er så sød. For min skyld må han gerne gå i arv. Hun må bare love at være kærlig mod ham og passe på ham som jeg engang gjorde.
Mon Oswald ønsker det her? Jeg elsker ham stadig og nyder at hun i det mindste har tid til ham. Har haft dårlig samvittighed overfor ham de sidste par år hvor han bare har ligget hengemt i et hjørne...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar